I misbrugsbehandling er det efterhånden en kendt problematik, at mange mennesker har en dobbelt-diagnose – et misbrug OG en personlighedsforstyrrelse. Mange kommer i behandling pga. misbruget, og når misbruget er stoppet, viser det sig, at de også har en personlighedsforstyrrelse.
Derfor har Sydgården valgt at lade sit forlag oversætte og udgive bogen ”Schema Therapy: a Practitioner’s Guide”, på dansk: Skema-terapi, en vejledning for professionelle.
Skema-terapi er en forholdsvis ny psykoterapeutisk model, som i særlig grad er velegnet til patienter med indgroede, kroniske psykiske forstyrrelser, som man hidtil har ansat for vanskelige at behandle.
Skematerapien tager sit udgangspunkt i tidlige utilpassede skema, som defineres som:
- Et bredt, gennemtrængende tema eller mønster
- Indeholder erindring, følelser, tanker og kropsfornemmelser
- Angår en selv og ens relation til andre
- Er udviklet i barndommen og ungdommen
- Udbygges gennem hele livet
- Er dysfunktionelt i et betydningsfuldt omfang
Et sådan skema udgør kernen i personlighedsforstyrrelsen. Bogen henvender sig til professionelle, der ønsker at arbejde med skema-terapi, som er en integrativ terapiform, der gør brug af såvel kognitive, adfærdsmæssige og oplevelses-orienterede strategier. Bogen gør rede for teorien bag skematerapimodellen og indeholder en detaljeret strategi for skema-behandling, som illustreres gennem en række cases.